Sammen skaber vi det bedste sted at leve og bo! Det er Byrådets vision for Solrød Kommune. Visionen afspejler, at vi har en ambition om, at Solrød Kommune skal være det bedste sted at leve det hele liv – hele livet. Det betyder, at kommunen både skal være det bedste sted at bo, arbejde, gå i skole, dyrke fritidsliv og familieliv – som barn, ung, voksen og ældre.
De tre små ord i visionen ”sammen skaber vi” er vigtige. Det er nemlig ikke en vision, vi som byråd og kommune kan nå alene: Vi er som borgere, foreninger og erhvervsliv i Solrød Kommune alle med til at tage ansvar for, at det lykkes.
Vi vil særligt have fokus på:
- Solrød Kommune identitet
- Vækst og udvikling
- Fællesskaber, der binder sammen
- Boligformer til alle livets faser
- Fleksible rammer
- Mere biodiversitet
Emner er hentet fra Planstrategi 2023 og Den Grønne Dagsorden, som blev vedtaget som Byrådet oplæg til denne kommuneplan.
I Planstrategi 2023 er emnerne uddybet:
- Solrød Kommune identitet
Vi har et særligt DNA i Solrød Kommune, som vi er stolte af og ønsker at værne om. Samtidig står kommunen ikke stille, men den udvikler sig på nye måder.
Byrådet er optagede af, hvem vi gerne vil være i fremtiden, og hvordan vi kan udvikle kommunen på en måde, så der også er respekt for Solrød Kommunes DNA, hvor tryghed, nærhed og fællesskab har en stor betydning. - Vækst og udvikling
Solrød Kommune vokser og udvikler sig i takt med, at samfundet omkring os udvikler sig. Men hvordan skal væksten og udviklingen se ud i fremtiden? Hvordan kan vi selv præge udviklingen, så vi sammen skaber det bedste sted at leve og bo? I Byrådet ønsker vi at arbejde med disse spørgsmål, så vi kan være med til at sikre os, at Solrød Kommune fortsat udvikler sig på en måde, som passer til Solrød Kommune. - Fællesskaber, der binder sammen
Fællesskaber kan have mange former og udtryk. I Solrød Kommune har vi mange fællesskaber, der binder os sammen. Vi ønsker, at flere bliver en del af et fællesskab, for fællesskaber er en nøgle til sammen at skabe det bedste sted at leve og bo. I Byrådet ønsker
vi at have fokus på, hvordan vi kan skabe og videreudvikle gode, aktive fælleskaber og partnerskaber, hvor vi kan hjælpe og tage ansvar for hinanden – og hvor vi kan være sammen om Solrød Kommune. - Boligformer til alle livets faser
Vores behov er forskellige gennem livets faser. En bolig, der matcher vores behov, giver os et godt grundlag for, at vi kan trives og skabe det bedst mulige liv for os selv. Samtidig har rammerne omkring vores boliger også en stor betydning for vores trivsel, læring og udvikling hele livet. I Byrådet ønsker vi at have fokus på, at der er boligformer til alle livets faser i Solrød Kommune, samtidig med at rammerne understøtter vores muligheder for at være aktive, så vi kan leve det liv, vi gerne vil. - Fleksible rammer
Flere borgere har gennem de seneste år fundet vej til Solrød Kommune. Og de kommende år vil særligt antallet af ældre stige. Det stiller krav til de rammer, Solrød Kommune råder over. Vi skal derfor sigte efter, at vores rammer er fleksible, så de kan anvendes til flere formål. Det gælder både nye og eksisterende rammer. Samtidig skal vi sørge for, at rammerne matcher udviklingen i befolkningen, når den ændrer sig, sådan at rammerne kan understøtte trivsel, læring og udvikling hele livet. - Mere biodiversitet
Det er vigtigt, at vi som kommune bidrager til en hensigtsmæssig miljøudvikling og skaber forudsætningerne for en god og tryg fremtid for kommunens borgere. En måde, vi kan arbejde i den retning på, er ved at gøre vores bedste for at sikre et sundt og velfungerende økosystem. Derfor ønsker vi i Byrådet at værne om økosystemet ved at øge kommunens biodiversitet. Det kan vi gøre ved at arbejde for at skabe et alsidigt og mangfoldigt naturmiljø, hvor plante- og dyreliv kan trives.
Visionen og Byrådets pejlemærker "Aktive borgere, der tager ansvar", "Trivsel, læring og udvikling hele livet" og "Natur og klimaansvar i højsædet" leder hen til følgende nye mål for udvikling af byer og boliger i Solrød Kommune:
- Solrød Kommune skal udvikles med respekt for kommunens identitet, hvor tryghed, nærhed og fællesskab har stor betydning.
- Udvikling af Solrød Kommune skal ske på en måde, som passer til Solrød Kommune.
- Solrød Kommune vil arbejde for at skabe og videreudvikle gode, aktive fællesskaber og partnerskaber, hvor vi kan hjælpe og tage ansvar for hinanden.
- Solrød Kommune vil arbejde for at sikre boliger til alle livets faser og at rammerne understøtter muligheden for at være aktiv, herunder udvikling af Havdrup som en by til alle livets faser.
- Solrød Kommune vil arbejde for, at både nye og eksisterende rammer er fleksible, så de kan anvendes til flere formål, og så de matcher udviklingen i befolkningen.
- Solrød Kommune vil værne om økosystemet ved at arbejde for at skabe øget biodiversitet - også i byområder.
- Solrød Kommune vil fortsat arbejde for at holde adskille erhverv og boliger uden for centerområderne.
Målene er udarbejdet på baggrund af de emner som er i fokus i Planstrategi 2023 og Den Grønne Dagsorden, som blev vedtaget af Byrådet i december 2023 som et oplæg til denne kommuneplanrevision.
I forbindelse med processen med denne revision af kommuneplanen har Byrådet også spurgt borgerne om, hvad der er særligt ved Solrød Kommune og hvilke steder, vi skal værne om, når vi udvikler kommunen fremover. Det er der kommet nogle fine input til, som har indgået i arbejdet med denne kommuneplan.
Herunder er enkelte mål uddybet yderligere:
Boliger til alle livets faser
Planlægning af nye boliger i Solrød skal fortsat ske på et bæredygtigt grundlag og med udgangspunkt i Solrød Kommunes Boligpolitik. Der vil især være fokus på fremme af etablering af mindre boliger med en central beliggenhed i forhold til både indkøb, serviceydelser og kollektik trafik. Boligerne kan både imødekomme et behov for flere boliger til enlige, ældre og unge.
Solrød Kommune understøtter derfor også muligheden for at fortætte større sammenhængende områder eller udvalgte ejendomme i eksisterende boligområder, når forholdene taler for det. Fortætning skal således ske med respekt for området, herunder under hensyntagen til de udfordringer, der følger af klimaforandringerne.
Særligt for udviklingen af Havdrup har Byrådet i 2024 vedtaget Helhedsplan for Havdrup By, som indeholder en række anbefalinger til, hvordan den fremtidige byudvikling skal ske ud fra en række temaer i fokus.
Muligheden for et aktivt fritidsliv og for fællesskaber
Solrød Kommune vil fortsat have fokus på, at byområderne skal være et attraktivt valg for rekreation, mødesteder og bevægelse. Fx ved at sikre etablering af faciliteter, som understøtter og opfordrer til bevægelse.
Også Helhedsplanen for Havdrup By har fokus på, at den fremtidige byudvikling af Havdrup skal have fokus på temaer som fx adgang til natur, mødesteder og fællesskaber.
Øget biodiversitet - også i byområder
Byrådets mål om at værne om økosystemet ved at arbejde for at skabe øget biodiversitet - også i byerne- understøttes også af Byrådets Budgetaftale 2025-2028, som har fokus på etablering af rekreative muligheder i (ny) Jersie Park (det grønne område foran kælebakken syd for Parkvej).
Adskille erhverv og boliger
Målet om at adskille erhverv og boliger er overført uændret fra Kommuneplan 2021. Hensigten med målet er på sigt at omdanne blandede bolig- og erhvervsområder til enten rene erhvervsområder eller rene boligområder, da erhverv og boliger ofte har modsatrettede interesser og derved kan påføre hinanden gener, fx i form af støj. Centerområderne er dog undtaget fra denne målsætning.
Retningslinjer for udvikling af byer & boliger
Med denne kommuneplan omfatter temaet om byer & boliger både udviklingen af byer og boliger, det grønne i byerne (herunder strategi for træer/træpolitik), strategier for levende bymidter og udvikling af kommunens landsbyer.
Du kan se mere under de enkelte delemner herunder, hvor du finder retningslinjer, redegørelser og de medfølgende udpegninger på kort.