Retningslinjer for kolonihaver
Her kan du se gældende retningslinjer for placering og etablering af kolonihaver med tilhørende redegørelse.
Retningslinje og redegørelse er overført uændret fra sidste kommuneplan.
Kolonihaver omfatter overnatningshaver og daghaver (nyttehaver). Kommunen skal gennem kommune- og lokalplanlægningen sikre udlagte bynære arealer til kolonihaver i et antal og med en placering, der er i overensstemmelse med bebyggelsesforhold og mulighederne for at udlægge kolonihaver i kommunen. Nye kolonihaver planlægges som en integreret del af den lokale og regionale grønne struktur med fællesarealer og stier, som kan benyttes af offentligheden.
Arealerne til overnatningshaver kan udlægges i byområdet og i landområdet. Eventuel landzonestatus skal opretholdes.
Arealerne skal ligge i cykelafstand, højst 4 km fra en station i Fingerbyen og med god adgang for cyklister.
Kommunerne skal ved lokalplan sikre, at nye havelodder i gennemsnit ikke er større end 400 m2, samt at de ikke anvendes til helårsbosætning.
Ifølge Planlovens § 11c, stk. 1 skal kommunalbestyrelsen tilvejebringe rammer for indholdet af lokalplaner, som sikrer, at der er udlagt bynære arealer til kolonihaver i et antal og med en placering, der er i overensstemmelse med bebyggelsesforholdene og muligheden for at udlægge kolonihaveområder i kommunen. Ifølge Kolonihaveloven er kommunen kun forpligtet til at sørge for arealer til egne borgere.
Kommunen har udlagt et areal til nyttehaver i byzone (en del af rammeområde 407), såfremt der opstår efterspørgsel på daghaver blandt kommunens borgere.
Administrationen kan ikke pege på andre egnede, ledige arealer til formålet i Solrød Kommune, hverken i byzone eller landzone.