Miljøscreening af kommuneplanen

Solrød Kommune har gennemført en miljøscreening af Forslag til Solrød Kommuneplan 2025 for at kunne tage stilling til, om der er behov for at foretage en egentlig miljøvurdering af kommuneplanforslaget. Byrådets vurdering har været i høring sammen med kommuneplanforslaget.

Formålet med miljøvurderingsloven er at sikre et højt miljøbeskyttelsesniveau og at bidrage til integrationen af miljøhensyn under udarbejdelsen og vedtagelsen af bl.a. planer. Solrød Kommune skal derfor gennemføre en miljøscreening af Forslag til Solrød Kommuneplan 2025 jf. § 8, stk. 1-2 i ”Lov om
miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter” (LBK nr. 1608 af 9. december 2024) for at
kunne tage stilling til, om der er behov for at foretage en egentlig miljøvurdering af kommuneplanforslaget. Screeningen gennemføres på grundlag af emnerne i lovens bilag 4, samt for de
ændringer, der lægges op til i forhold til Solrød Kommuneplan 2021, og som ikke er af redaktionel eller af
mindre væsentlig karakter.

I Forslag til Solrød Kommuneplan 2025 er der foretaget rettelser af Solrød Kommuneplan 2021 med udgangspunkt i emner og forslag i Planstrategi 2023 og Den Grønne Dagsorden. Der er dermed tale om en delvis revision af kommuneplanen.

De væsentligste ændringer, som er blevet vurderet, siden sidste kommuneplan er:

  1. Ændringer for detailhandel
    Afgrænsningen af Jersie lokalcenter reduceres, ligesom restrummeligheden til butiksformål reduceres i begge bymidter (Solrød og Havdrup) og i begge lokalcentre (Jersie og Trylleskov Strand).

  2. Ændringer for erhverv
    Den eksisterende ramme 419 for Solrød Erhvervskile konkretiseres med muligheden for at etablere understøttende delfunktioner i Solrød Erhvervskile, fx el-ladestation for el-lastbilerne i området (udlagt til transport- og logistikerhverv).

  3. Ændringer i Grønt Danmarkskort (natur)
    Eksisterende udpegninger er suppleret med arealer, svarende til det kommende Solrød Bæk vand- og naturprojekt samt nye naturområder siden sidste kommuneplan.

  4. Ændringer i udpegninger til skovrejsning
    Der udlægges nye arealer til ønsket skovrejsning (fx de dele af Solrød Bæk vand- og naturprojekt, hvor der forventes etableret ny skov), og en reduktion af udpegninger til skovrejsning uønsket for at give mulighed for etablering af mere skov i kommunen.

  5. Ændringer i udpegninger til kulturmiljøer og kulturhistoriske værdier
    De eksisterende udpegninger reduceres væsentligt (fx for at give plads til mere natur eller skov).

  6. Ændringer i bevaringsværdige landskaber
    Enkelte eksisterende udpegninger fjernes og nye områder tilføjes (Karlstrup Kalkgrav og grøn kile med gravhøjene nord for Solrød Landsby) med udgangspunkt i en ny landskabsanalyse, som er udarbejdet i 2024.

  7. Ændringer under større tekniske anlæg
    Her åbnes op for en proces om placering af anlæg for vedvarende energi i kommunen og retningslinjer for en række kriterier i forbindelse med vurdering af ansøgninger om anlæg. Der foretages ikke konkrete udpegninger, da dette forventes at vil skulle ske i forbindelse med konkrete projekter og udarbejdelse af nyt plangrundlag.

I denne miljøscreening har Solrød Kommune valgt at medtage punkterne 3, 4, 5 og 6, idet de øvrige
punkter ikke vurderes at udgøre en ændring, der udløser behov for screening. For detailhandelsområdets vedkommende (punkt 1) drejer ændringerne sig om at de eksisterende muligheder reduceres i forhold til de hidtil gældende muligheder (i Solrød Kommuneplan 2021). For Solrød Erhvervskile (punkt 2) er der tale om en konkretisering af en mulig anvendelse til understøttende delfunktioner, som vurderes at høre under den overordnede arealanvendelse i rammeområdet (transport- og distribution). Ligeledes af retningslinjerne for vedvarende energianlæg ikke konkretiseret med arealudpegninger, hvorfor vi ikke har vurderet, at ændringen udløser behov for en screening på nuværende tidspunkt.

Denne screening omhandler derfor primært ændringer i udpegningerne til Grønt Danmarkskort
(tilføjelser), skovrejsning (tilføjelse af ønsket skov og reduktion i uønsket skovrejsning), kulturmiljøer
(reduktion og justering af udpegninger) og bevaringsværdige landskaber (reduktioner og tilføjelser af nye arealer).

Resultat af miljøscreening 

Resultatet af screeningen var, at kommuneplanforslaget ikke i sig selv udløser behov for en egentlig miljøvurdering. Men screeningen påpeger en række forhold, der kræver yderligere undersøgelser og vurdering, inden områderne kan tages i anvendelse. Forholdene omhandler potentiel påvirkning af natur og landskab, forureningsbelastning i forbindelse med skovrejsning (fx støjforhold, drikkevandsinteresser, lys- og skyggeforhold) og bymiljøet (sikring af kulturmiljøer).

Disse undersøgelser forventes gennemført i forbindelse med den mere detaljerede planlægning for de enkelte områder/emner eller i forbindelse med behandling af ansøgninger. 

Se miljøscreeningen af Forslag til Solrød Kommuneplan 2025 her.

Solrød Kommune har samtidigt vurderet, at Forslag til Kommuneplan 2025 ikke vil medføre en påvirkning af udpegningsgrundlaget for hverken flora eller fauna i Natura 2000-område nr. 147 Ølsemagle Strand (Køge Kommune) og Staunings Ø samt Natura 2000-område nr. 150 Gl. Havdrup Mose. Ligeledes vurderes det, at kommuneplanen ikke hindrer, der kan arbejdes videre med målsætningerne for de to Natura 2000-områder.

Solrød Kommune har også vurderet, at Forslag til Kommuneplan 2025 ikke vil medføre en påvirkning af de internationalt beskyttede arter (bilag IV). For så vidt angår bilag IV-arter har kommunen (på baggrund af data fra Danmarks Naturdata (miljøportalen)) ikke registreret bilag IV-arter i de nye arealer, som indgår i kommuneplanrevisionen. Ved skovrejsningsprojekter skal der foretages en konkret vurdering, inden ny skovrejsning tillades.

Byrådets afgørelse og klagevejledning

Byrådet har ud fra miljøscreeningen besluttet, at kommuneplanforslaget ikke skal miljøvurderes.

Denne afgørelse kan påklages til Planklagenævnet. Klagen skal i så fald være indgivet skriftligt senest 4 uger fra offentliggørelsen af planforslaget og afgørelsen, dvs. senest den 6. marts 2025.

Læs mere om klagevejledning her.

Formålet med miljøvurderingsloven er at sikre et højt miljøbeskyttelsesniveau og at bidrage til integrationen af miljøhensyn under udarbejdelsen og vedtagelsen af bl.a. planer.

Screeningen er gennemført ud fra § 8, stk. 2, nr. 2, i ”Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter” (LBK nr. 1608 af 9. december
2024), på grundlag af emnerne i lovens bilag 4.

Grundlaget for en miljøscreening fremgår af bilag 3 til miljøvurderingsloven. Af bilaget fremgår en række
kriterier for bestemmelse af den sandsynlige betydning af planens indvirkning på miljøet, herunder
kriterier i forhold til planens karakteristika og kendetegn ved indvirkningen og de områder, som kan blive berørt, herunder indvirkningens sandsynlighed, varighed, hyppighed og reversibilitet, samt faren for
menneskers sundhed og miljøet.

Kravene til hvilke forhold/miljøparametre, der skal inddrages i screeningen (screeningens omfang), og
detaljeringsgraden af screeningen afhænger desuden af de konkrete forhold. Omfanget og detaljeringsgraden må således tilpasses indholdet af det enkelte planforslag, hvilket altid er en konkret
vurdering i henhold til bl.a. lovens formål, planområdets udstrækning, den eksisterende planlægning samt de muligheder, planlægningens realisering medfører.

Screeningen var i høring i perioden fra den 21. november til den 5. december 2024.

Solrød Kommune havde ved høringsperiodens udløb modtaget ét internt høringssvar. Høringssvaret indeholdt ingen bemærkninger til resultatet af screeningen (ingen væsentlig påvirkning), men en bemærkning om at skovrejsning potentielt kan påvirke det visuelle miljø, kulturværdier mv. Denne bemærkning er tilføjet screeningen.

Resultatet af screeningen var derfor, at kommuneplanforslaget ikke i sig selv udløser behov for en egentlig miljøvurdering. Screeningen påpeger en række forhold, der kræver yderligere undersøgelser og vurdering, inden områderne kan tages i anvendelse.

Disse undersøgelser forventes gennemført i forbindelse med den mere detaljerede planlægning for de enkelte områder/emner eller i forbindelse med behandling af ansøgninger.