Den strategiske bymidte for byliv afgrænses i Havdrup på baggrund af detailhandelsstrukturen suppleret med lægehuset. Derudover er Hovedgaden og en del af bymidten udpeget som kulturmiljø, lige som Havdrup Stationsbygning vurderes at kunne være en del af bygningsarven i Havdrup.
- Bymidten skal være byens samlingssted og det link, der binder byen bedre sammen.
- Hovedgaden skal være en attraktiv bygade, hvor det både er attraktivt at bo og drive forretning.
- Havdrup skal udvikles i fællesskab. Samarbejdet på tværs af byens aktører og kommunen skal styrkes.
Havdrup er en gammel stationsby, som med jernbanens etablering i 1870 udviklede sig fra bar mark til en mindre stationsby med en aktiv handelsgade. Byen har siden 1960’erne oplevet en stor udbygning med parcelhuse, folkeskole, sportshal og industrikvarter, hvilket har skabt en attraktiv by for bosætning og børnefamilier men også en delt by med et østligt center omkring skole og idrætshal og et vestligt center omkring den gamle bymidte. Et dalende handels- og serviceliv har i de seneste mange år yderligere sat bymidten under pres, hvilket stiller krav til, at bymidtens funktion gentænkes.
Figuren herover viser afgrænsningen af den strategiske bymidte for byliv i Havdrup og de omgivende funktioner i byen.
Bymidten skal gentænkes som byens fælles samlingssted og indrettes, så den kan blive en attraktiv ramme om et hyggeligt hverdagsliv såvel som de store fælles arrangementer, der i dag arrangeres i byen. Bymidten skal være det link, der binder byen bedre sammen. Ressourcer og aktiviteter skal koncentreres omkring Stationspladsen, så alle bidrager til at skabe en velfungerende bymidte. Hovedgaden skal udvikles, så den både kan blive et godt sted at bo og et godt sted at drive forretning. Visionen er, at byliv og handel gensidigt skal styrke hinanden. Det er essentielt for den fremtidige udvikling af bymidten, at netværk og samarbejde på tværs af byens aktører og kommunen styrkes ud fra en overbevisning om, at kun i fællesskab kan vi skabe en levende bymidte.
I 2018 blev en større omdannelse af Havdrup bymidte igangsat, hvor stationspladsen blev genfortolket fra at være en parkeringsplads til et byrum med plads til fællesskab. Samtidig blev den tunge og gennemkørende trafik ledt uden om Hovedgaden og Stationspladsen, for at skabe bedre plads til byliv. De næste skridt i bymidtens udvikling er at koncentrere flere ressourcer, aktiviteter og funktioner omkring Stationspladsen, for at styrke byrummet yderligere. Stationsbygningen kan med fordel indtænkes som en vigtig brik i bymidtens udvikling. Hovedgaden skal gives et fysisk løft, hvor gadeforløbet udvikles til at være et grønnere og mere rekreativt rum, og hvor det bliver muligt at omdanne tomme butikslokaler til boliger. For at styrke forbindelserne på tværs af byen arbejdes der på at skabe en ny krydsning af jernbanen.
Målsætninger og retningslinjer for udvikling af Havdrup bymidte er baseret på gældende helhedsplan for Havdrup bymidte, som Solrød Kommune har arbejdet målrettet på at realisere siden planens vedtagelse i 2015. I udarbejdelsen af bymidtestrategien er desuden inddraget nyligt udarbejdet detailhandelsanalyse samt gældende trafikplan, kulturmiljøredegørelse, helhedsplan for Havdrup by, naturkvalitetsplan og klimaplan.
Som basis for udvikling af Havdrup helhedsplan blev der i 2015 afholdt 16 dialogmøder med 22 aktører i Havdrup. Formålet med de indledende dialogmøder med erhvervsliv og civilsamfund var at få sat fokus på drømme og idéer for udviklingen af bymidten i Havdrup. Som opfølgning på dialogmøderne blev aktørerne inviteret til et visionsmøde i Havdrup i maj 2015. Solrød Kommune har i perioden 2022-2024 udarbejdet Helhedsplan for Havdrup By - En by til alle livets faser. Til udarbejdelsen af helhedsplanen blev nedsat et opgaveudvalg bestående af fire byrådsmedlemmer og fem lokale medlemmer. Formålet med helhedsplanen var, i demokratisk samtale, at formulere en vision for Havdrup med udgangspunkt i byens kultur og identitet. Helhedsplanen for Havdrup er blevet til efter en række workshops og andre arrangementer med borgere og andre aktører i perioden 2022-2023.
Se Helhedsplan for Havdrup her (vedtaget i 2015).
Se Helhedsplan for Havdrup By (vedtaget 2024).
Se detailhandelsanalyse 2024 her.
Retningslinjer for Havdrup Bymidte som strategisk levende bymidte
Herunder kan du se retningslinjerne (virkemidlerne) for det strategiske arbejde med Solrød Bymidte som levende bymidte. Redegørelserne fremgår under de enkelte retningslinjer.
Strategi for Havdrup bymidte afgrænses som vist på retningslinjekort for strategiske bymidter - byliv.
Strategi for Havdrup bymidte tager udgangspunkt i den detailhandelsmæssige afgrænsning af bymidten. Dog medtages lægehuset også i afgrænsningen af bymidtestrategien, idet der er tale om en funktion, som bidrager med at tiltrække mennesker til bymidten.
Havdrup bymidte er lokaliseret omkring Havdrup Station, hvorfra der er bus- og togforbindelser til Roskilde, Køge, Solrød og Hvalsø. Bymidten er et kulturmiljø, som vidner om Havdrups udvikling som stationsby siden stationens åbning i 1870. Bymidten består i dag af en række private bymidteerhverv i form af detailhandel, restauration, liberale erhverv samt service- og sundhedsfunktioner placeret omkring Stationspladsen og ned af Havdrup Hovedgade. Stationspladsen er i 2018 blevet opgraderet som socialt mødested for byen med mulighed for leg, ophold, sociale arrangementer og stadepladser.
Samarbejdet mellem byens borgere, forretninger, grundejere, foreningsliv, institutioner og kommune skal styrkes, f.eks. gennem nedsættelse af et samarbejdsforum.
Havdrup er kendetegnet ved et stærkt engagement fra byens borgere og aktører i og omkring bymidten. Det er altafgørende for en bæredygtig udvikling af bymidten i Havdrup, at udviklingen af bymidten bygger videre på dette engagement, idet udviklingen kun kan blive en succes, hvis lokale aktører og kommunen løfter i flok.
Der blev i forbindelse med omdannelsen af stationspladsen i Havdrup nedsat en række udvalg, som bidrog til det daværende udviklingsarbejde. Den kommende omdannelse af Havdrup Hovedgade er en oplagt mulighed for at igangsætte et nyt tæt samarbejde mellem lokale aktører og kommunen.
Plangrundlaget skal opdateres for at muliggøre nye funktioner i bymidten og etablering af beboelse i tidligere butikker i hovedgaden.
Ledige lejemål og to tomme byggegrunde i den centrale bymidte vidner om, at det kan være svært at drive forretning i Havdrup og sender uklare signaler om, hvad der skal ske og kan lade sig gøre i byen. Handelslivet i Havdrup er på linje med alle andre mindre byer udfordret af investeringer i nærliggende handelscentre og de bymæssige kvaliteter i fx Køge, Roskilde og København. For at muliggøre en positiv udvikling af Havdrup skal plangrundlaget opdateres. Nye aktiviteter skal så vidt muligt placeres i nærheden af stationspladsen, til gengæld skal Hovedgaden udvikles, så den både kan blive et godt sted at bo og et godt sted at drive forretning. Der skal være mulighed for at nye funktioner kan flytte til bymidten, f.eks. den lokale fitnesskæde, et borgerdrevent kultur- og forsamlingshus, en café mm.
Stationsbymiljøet langs hovedgaden i Havdrup udgør en mindre helhed, der er prioriteret som kulturmiljø - se eventuelt kommuneplanens kort for kulturværdier her.
Kulturmiljøet er senest beskrevet af Roskilde Amt i 2003. Her fremgår det, at mange af den gamle hovedgades småvirksomheder og forretninger i dag er ude af drift, og at den manglende funktion medfører et forfald af de gamle bygninger. Der peges på, at kulturmiljøet er sårbart over for nedrivning eller manglende vedligeholdelse af bygninger samt til- og ombygninger, der ikke i stil og materialevalg harmonerer med lokal byggeskik, men at stationsbymiljøet kan bevares ved at give bygningerne en ny funktion.
Kulturmiljøbeskrivelsen kan med fordel opdateres og uddybes, så det bliver muligt i højere grad at sikre en positiv udvikling af hovedgaden som kulturmiljø.
Dagligvarehandelen skal fortsat være koncentreret i bymidten for at give social merværdi til bymidten.
Handelslivet i bymidten er baseret på et godt udbud af dagligvarer, som suppleres af bl.a. en tøjforretning og flere sundheds- og plejetilbud, som også tiltrækker kunder udefra. Det bidrager samlet set til et kontinuerligt flow af mennesker gennem bymidten.
Havdrups bymidte ligger i den vestlige del af Havdrup, som er mindre tilgængelig fra Roskildevej og Køge Bugt Motorvej. I tilfælde af at der åbnes en ny og mere tilgængelig butik i den østlige del af Havdrup nær Roskildevej er der risiko for, at en betydelig andel af omsætningen flyttes hertil, hvilket vil være problematisk for de nuværende butikker og bymidten.
Stationsbygningen, som formidler en fortælling om byens oprindelse som stationsby, skal bringes mere i spil.
Flere bygninger langs Hovedgaden og særligt den historiske stationsbygning har arkitektoniske kvaliteter og formidler en fortælling om byens oprindelse som stationsby. Det gør stationsbygningen til en attraktiv brik i bymidtens udvikling.
Nye aktiviteter, som kan styrke fællesskabet i Havdrup, skal så vidt muligt placeres i nærheden af Stationspladsen.
Havdrup er delt i en østlig og vestlig del. I øst findes skolen og hallen, som er mødesteder der er betinget af, at man er medlem af en forening eller har et barn i skolen. I vest findes bymidten som er baseret på handel og kollektiv transport. Bymidten ønskes udviklet som byens samlingssted og det link der binder byen bedre sammen. Det er nødvendigt at koncentrere ressourcer og aktiviteter for at skabe en velfungerende bymidte, derfor skal nye aktiviteter så vidt muligt placeres i nærheden af Stationspladsen.
Stationspladsen blev omdannet i 2018 fra at være en parkeringsplads til et byrum med plads til fællesskab. Samtidig blev den tunge og gennemkørende trafik ledt uden om Hovedgaden og Stationspladsen, for at skabe bedre plads til byliv.
Hovedgaden skal omlægges med trafikdæmpende indgreb, begrønning, ophold og zoner til udeservering, udstilling af varer og forhaver.
Klimatilpasning og biodiversitet skal integreres i udviklingen af smukke byrum.
Hovedgaden er i dag præget af en hvis monotoni. Et grønnere gadesnit, trafikdæmpende indgreb og en omlægning af fortovet vil bidrage til et varieret og mere rekreativt gadeforløb. Hvis der på sigt kommer flere boliger ind i Hovedgaden, vil disse mellemrum også give mulighed for, at man kan lægge dele af fortovet ud i de små lommer, og derved skabe en større afstand imellem husfacade og fortov/gade. Det vil være med til at løse den klassiske ’indkigs-problematik’ ved at bo i stueetagen, da der herved ville blive mulighed for at skabe en lille mellemzone mellem forbipasserende og bolig.
Klimatilpasning og biodiversitet skal integreres i projektet, så der kan skabes en grønnere by, interessante og smukke byrum og nye rekreative områder.
Solrød Kommune har med budget 2025-2028 besluttet at igangsætte den tiltrængte renovering af Havdrup Hovedgade hurtigst muligt. Da strækningen indgår i Supercykelsti-projektet ”Roskilde-Køgeruten”, er det vigtigt, at dette indtænkes i projekteringen. Anlægsudgiften på i alt 3,7 mio. kr. er fremrykket til 2025 og 2026.
Solrød Kommune vil arbejde for, at Hovedgaden opgraderes til supercykelsti.
Der er i 2020 indgået aftale med Køge og Roskilde Kommuner samt Supercykelstisekretariatet, om at undersøge mulighederne for at få skabt en supercykelsti mellem Roskilde og Køge via Havdrup. Projektet involverer bl.a. en trafiksanering af Havdrup Hovedgade, som vil kunne opnå bedre opdeling af den tunge trafik og hastighedsdæmpende tiltag i øvrigt. En gennemførelse af dette samarbejde kunne sikre en efterspurgt stiforbindelse mellem Havdrup og hovedvej 6 – som ligger i Roskilde Kommune.
Linjeføringen er indarbejdet i denne kommuneplan som reservation - se eventuelt mere under tema om trafik og mobilitet og/eller kort for transportstier (cykelstier).
Der skal etableres en ny krydsning af jernbanen, så Havdrup øst og vest bindes bedre sammen.
Jernbanen skærer byen over i en østlig og vestlig del og adskiller de to centre i byen. På den ene side et center baseret på uddannelse og foreningsliv omkring skolen og idrætscentret og på den anden side et center baseret på handel og kollektiv transport i form af bymidten. Krydsningen kan etableres som en stiunderføring, stibro eller alternativt en niveaufri krydsning af banen. Solrød Kommune er ved at foretage en indledende undersøgelse af muligheder og overslag på økonomi. Når resultatet af undersøgelsen foreligger, træffes der beslutning om hvilken løsning, der skal arbejdes videre med. Solrød Kommune har med budget 2025-2028 afsat 100.000 kr. til projektudvikling, herunder dialog med BaneDanmark, med henblik på at tage endelig stilling til en løsning inklusiv økonomi i forbindelse med budget for 2026.
Brugen af Havdrup Station skal styrkes ved at sikre gode forhold f.eks. tilstrækkelig parkering, cykelparkering mm.
Solrød Kommune ønsker at fremme den kollektive trafik som alternativ til privatbilismen bl.a. ved at forbedre faciliteterne, der understøtter kombinationsrejser herunder mulighed for Parker-og-rejs faciliteter med ladestationer til el-biler, cykelparkering m.m. ved stationerne.
RELATERET INDHOLD
> Tilbage til Strategi for levende bymidter.
> Se også strategi for Solrød Bymidte (byliv).
> Se Byrådets mål for udvikling af byer & boliger.
> Se statens vejledning om strategisk planlægning for bymidter.
> Se helhedsplanen for Havdrup Bymidte fra 2015.
> Se helhedsplanen for Havdrup By fra 2024.