Byrådet har nu vedtaget Kommuneplan 2025 

Byrådet vedtog den 25. juni 2025 Solrød Kommuneplan 2025 endeligt. I samme forbindelse gennemgik Byrådet de indkomne høringssvar og bemærkninger.

Du kan se høringssvarene her sammen med det øvrige materiale fra Byrådets behandling af den endelige kommuneplan under Resultat af høringen.

Et flertal i Byrådet vedtog følgende ændringer i kommuneplanen ved den endelige vedtagelse:

  • Tilbagerulning til Kommuneplan 2021 for alle detailhandelsområder,
  • Retningslinjer for vedvarende energianlæg ændres, så der som udgangspunkt ikke gives mulighed for større vedvarende energianlæg (Kommuneplan 2021 videreføres), og
  • Anvendelsesmuligheden for rammeområde 209 (Scheels Eng) tilbageføres til Kommuneplan 2021. Dvs. uden mulighed for kollektive varmeforsyningsanlæg.

    Mindretalsudtalelse i forbindelse med vedtagelsen af Kommuneplan 2025:
    Venstre stemte imod de tre ændringsforslag i forbindelse med vedtagelsen af Kommuneplan 2025, da vi ikke kan støtte ændringsforslagene, når ikke vi kender konsekvenserne - og som vi ikke har været inviteret til dialog om.

Du kan også finde mere om, hvordan kommuneplanen blev til, hvad der er nyt i kommuneplanen og en masse baggrundsmateriale.

Afgørelse om miljøvurdering blev ikke påklaget

Samtidig med høringsperioden blev Byrådets beslutning om, at kommuneplanforslaget ikke skulle miljøvurderes, offentliggjort sammen med en klagefrist. Byrådets afgørelse er ikke blevet påklaget.

Læs mere om miljøforhold her.

Klagevejledning

Du kan klage over en kommuneplan, efter planen er vedtaget, og du kan klage over retlige spørgsmål, fx hvis du mener, at kommunen ikke har haft hjemmel til at træffe afgørelsen.

Klagefristen er 4 uger fra den dato den vedtagne plan er offentliggjort, dvs. 4 uger fra den 1. juli 2025. Således skal en eventuel klage være indgivet senest den 29. juli 2025.

Du skal klage via Klageportalen, der findes på https://naevneneshus.dk/. Klagen sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.

Læs mere om klagevejledning her.