Retningslinjer for forsyningsnettet

Retningslinjer for forsyningsnet omfatter højspændings-, fjernvarme-, el-, bredbånds- og naturgasnet.

Antennemaster behandles under retningslinjer for byggeri og anlæg i landzone.

Vedvarende energianlæg og øvrige større tekniske anlæg behandles under retningslinjer for større tekniske anlæg.

Herunder kan du se retningslinjerne for forsyningsnettet med tilhørende redegørelser.

Der må ikke planlægges anlæg, byggeri eller andre dispositioner, der hindrer etablering og/eller opretholdelse af de viste linjeføringsanlæg på retningslinjekort for forsyningsnettet.

Der må ikke opføres nye bygninger til ophold for mennesker inden for en zone af 20 meter på hver side af gastransmissionsledninger.

Inden for en 400 meters observationszone centreret omkring midten af naturgastransmissionsledninger skal udvikling ske under hensyn til eksisterende ledninger og gældende sikkerhedsbestemmelser. Observationszonen er også vist på retningslinjekortet.

Høje elektrisk ledende objekter, fx vindmøller, antenner & lysmaster, bør ikke placeres nærmere end 50 m fra respektafstanden til den jordlagte højspændingsanlæg, uden foranstaltninger for beskyttelse mod spændingsstigning i jorden.

Høje objekter nær højspændingsluftledningsanlæg, bør som minimum placeres i en afstand på objektets fulde totalhøjde fra respektafstanden langs luftledningsanlægget.”

I forbindelse med etableringen af jernbaneforbindelsen København-Køge-Ringsted, er den eksisterende 132 KV højspændingsledning langs motorvejen blevet jordlagt.

Både jordkabel- og luftledningsanlæg er sikret ved tinglyste servitutter. Det betyder fx at der ikke kan laves fysiske ændringer og/eller etableres anlæg af nogen art inden for en given afstand til anlæggene. Servitutarealet administreres af Energinet og der kan ikke automatisk forventes dispensation.

Under luftledningerne må der ikke plantes planter der bliver mere end 3 m høje. Træer og buske 3 m over terræn vil overskride respektafstanden til luftledningerne, hvormed der kun kan arbejdes efter arbejdsinstruks fra Eltransmission. Over jordkabler må der ikke plantes planter med dybdegående rødder, idet rødderne kan beskadige kablerne.

Elanlæg og høje objekter må ikke komme hinanden så nær, at der kan opstå fare eller ske skade for personer og elanlæg eller true forsyningssikkerheden. Derfor er retningslinjen suppleret med retningslinjer for placering af høje objekter nær højspændingsanlæg. Respektafstanden er 1 m fra jordlagte kabler.

Der er et eksisterende el-stationsanlæg ved Traneholmvej/Åsvej. Støj fra stationsanlæg (el) reguleres efter Miljøstyrelsens vejledning om ekstern støj fra virksomheder.

Linjeføring til naturgasanlæg er fastlagt ved landsplandirektiv, cirkulære 129 af 2.08.1979 om reservation af arealer til et hovedtransmissionsnet for naturgas i Danmark. Langs de eksisterende hovedtransmissionslinjer gælder en 200 meter bred sikkerhedszone (observationszone) på begge sider af ledningen. Her kan der være særlige krav til befolkningskoncentrationen. Kravene fremgår af Planstyrelsens cirkulære nr. 183 af 26.11.84. Derudover henvises til Vejledning af F.0.1 af juli 2001 (på Arbejdstilsynets hjemmeside) med hensyn til mindsteafstand til bebyggelse. Fx skal kommuner undgå udlæg af bebyggelse og anlæg inden for 200 meters radius af gastransmissionsrørledninger, på begge sider af ledninger, så et acceptabelt risikoniveau ikke overskrides. Afstand til bygninger til ophold for mennesker skal være størst mulig.

Energistyrelsen er påtaleberettiget over for lokalplanforslag, som berører sikkerhedszonen. Kommunen skal ved blandt andet landzoneadministration tage særlige hensyn til højtryksledningens beliggenhed.

Nye boliger og børneinstitutioner bør ikke opføres tæt på eksisterende højspændingsanlæg, jf. Vejledning i forvaltning af forsigtighedsprincip ved miljøscreening, planlægning og byggesagsbehandling. Begrebet "tæt på" er ikke defineret, men kan afgøres ud fra en konkret vurdering.

Både Arbejdstilsynet og Energistyrelsen kan stille særlige krav ved ny bebyggelse eller ændret anvendelse af arealer nær eksisterende gastransmissionsledninger.
Solrød Kommune skal kontakte ledningsejer ved alle forhold i observationszonen (for naturgastransmissionsledninger), som kræver tilladelse efter lovgivningen - fx byggetilladelse, landzonetilladelse, miljøgodkendelse mv. Dette gælder også lokalplanforslag i berørte områder.

Omkring luftledninger og jordkabelanlæg er der fastlagt en respektafstand for at give betryggende sikkerhed ved arbejde i nærheden af elforsyningsanlæg eller ved uheld og ulykker. Inden for respektafstanden, er der restriktioner efter ’Bekendtgørelse om sikkerhed for udførelse af ikke-elektrisk arbejde i nærheden af elektriske anlæg’, BEK nr. 1112 af den 18/08/2016. Der skal derfor indhentes en arbejdsinstruktion, når der arbejdes nærmere end 3 meter fra luftledning og 1 meter fra kabler.

Af Energi-, Forsynings- og Klimaministeriets hjemmeside fremgår Aftale om afskaffelse af PSO-afgiften af 17. november 2016, som blandt andet indeholder planlægning for transmissionsnettet.

Ud fra et forsigtighedsprincip bør nye boliger og børneinstitutioner ikke opføres tæt på eksisterende højspændingsanlæg - se Vejledning i forvaltning af forsigtighedsprincippet ved miljøscreening, planlægning og byggesagsbehandling.

Se mere om Lovgivning m.m. i forhold til kommuneplanen her.

Omkring eksisterende og planlagte kraftværker, kraftvarmeværker og fjernvarmeværker over 100 MW i indfyret effekt samt omkring virksomheder, der er omfattet af § 4 og § 5 i risikobekendtgørelsen, må der ikke udlægges arealer til forureningsfølsom anvendelse inden for en afstand af 500 m, medmindre det kan godtgøres, at det ikke er forbundet med miljømæssige problemer.

For anlæg mellem 30 MW og 100 MW er den tilsvarende afstand 200 m.

Retningslinjen er overført uændret fra Solrød Kommuneplan 2021, men har tidligere været at finde under tema om erhverv (som retningslinje).

Retningslinjen blev indført i kommuneplanen i 2009 direkte fra Regionplan 2005, som forudsætning for regionplanens ophævelse (i 2009).

Redegørelsen til den tidligere retningslinje indeholdt et overblik over de eksisterende kollektive energianlæg i kommunen. Dette overblik er opdateret og flyttet til redegørelsen til RL 3.1.2 (om kollektive energiforsyningsanlæg) i retningslinjer for forebyggelse under tema om klima & bæredygtighed.